Som   hollandske   forbilleder  fremhæves  gerne   Jacob  van  Campens   imposante  rådhus  i  Amsterdam, nu kongeligt palæ,  og van Campens og Pieter Posts Mauritshuis i Haag, der huser en af verdens skønneste malerisamlinger.

Stor bliver forundringen,  ja  ligefrem  gensynsglæden,  når opdagerlysten  har ført  én til en anden hollandsk by og man uventet kommer til at stå foran bygninger, der ganske tydeligt har slægtninge i København.
Byen der tænkes på er Leiden, som, hvis nogle timers ventetid i Schiphol Airport skal bruges på fornuftig vis, nemt og hurtigt nås med toget fra Schiphols moderne, underjordiske station.
Det  hollandske landskab glider roligt  forbi  bag  togvinuets ramme:  lave enge gennemskåret af kanaler,  græssende  køer og får,  vejrmøller i  nær og fjern,  og ovenover den høje himmel,  der udfylder tre fjerdedele af billedrummet. Som på van Goyens og Ruisdals billeder!
Imens er der tid til at repetere hvad der vides om Leiden: Byen er beliggende ved én af Rhinens mange arme,  ikke mere  end  ti kilometer fra havet. Den er gennemskåert af  kanaler  og endnu omgivet af gamle voldgrave. Blandt sine store sønner tæller den berømte malernavne som Lucas van Leiden,  Jan van Goyen,  Jan Lievens,  Gabriel Metsu,  Jan Steen og så det største og egen-
villigste af dem alle, Rembrandt van Rijn. 
Efter et heltemodigt forsvar mod spanierne i 1574, som for altid gjorde Leiden til et symbol for nederlandsk frihedsvilje, tilbød Vilhelm af Oranien byen nogle års skattefrihed eller stiftelsen af et universitet.  De fremsynede  borgere valgte det sidste og  grundlagde  derved  Leidens ry som videnskabens højborg, hvis himmel  kom til at stråle af navne som  Hermann Boerhave,  Hugo Grotius, René Descartes, Carl Linné og andre. Frihedsidealerne førte Leiden bevis for ved at åbne portene for mennesker, der af religiøse grunde måtte forlade hjemlandet. Berømtest er "The Pilgrim Fathers", puritanere fra England, som i tolv år levede indenfor Leidens  mure,  inden de  1620  rejste til en  ny verden på det gode skib  "Mayflower"  for at grundlægge New-England.
Uden at komme nærmere ind på Leidens af enhver rejsefører beskrevne seværdigheder eller på en skildring  af de  maleriske  husrækker langs  kanalerne,  styrer vi  vore  skridt igennem  den livlige strøggade  Breestraat  og stopper forundret op ved en bygning,  der leder tanken hen på Børsen i København. Vi genkender den lange renæssancefassade, de typiske gavlpartier og det slanke tårn, som rejser sig på midten, uden at det dog i originalitet kan måle sig med Børsens snoede dragespir. Det er byens gamle rådhus,  bygget i 1597,  som her fører os den  borgerlige nederlandske stil for øje, hvilken Christian IV. tog til forbillede for sin kongelige pragtudfoldelse.

Ikke ret langt bag rådhuset,  nede hvor to af  Rhinens arme forener sig,  opførte den navnkundige Pieter Post i 1658 byens "Waaggebouw", vægthuset, hvor den officielle måling og vejning af varer blev  foretaget.  Formen  synes  få  år efter  gentaget ved Kastelportene i  København.  Men hvor Leidens "Waag" snarere minder om fassaden på et lille barokpalæ, frembyder Kastelsindgangene et mere martialsk syn. Ikke desto mindre er de klare eksempler på, at hollandsk barok holdt sit indtog i Danmark nogenlunde samtidigt med enevældens indførelse.

På  samme  måde som  Prinsens Palæ  i  København,  Danmarks Nationalmuseum,  bag en cour d´honneur vender ud  mod  Frederiksholms Kanal,  således  ligger også  Leidens bymuseum "De Lakenhal" bag sin æresgård ved vandet, kanalen Oude Singel. Længere rækker ligheden dog ikke. Nationalmuseet har til huse i et kongeligt palæ fra rokokotiden. "De Lakenhal", som navnet næsten fortæller, var klædemagerlaugets handelshus, bygget 1640 af Arent van´s Gravesande. Med som et adelspalæ tager det sig ud i sin nøgterne hollandske barok, hvor midtrisalitens lange, lyse pilastre betoner de lodrette linier på den mørkerøde mur og bærer trekantfrontonen på ioniske kapiteller. Det  ligner  herresædet  Nysø  ved  Præstø,  det er i nær  slægt  med  den  Reformerede Kirke i Gothersgade og ligeledes med Operahuset på hjørnet af Fredericiagade. Sagt med andre ord: De Lakenhal viser sig for os som en smuk repræsentant for den hollandske arkitekturstil,  der var på mode i Danmark ved udgangen af det 17.århundrede. Det lønner sig også at gå indenfor. Interiører, kunsthåndværk,  lokalhistorisk stof  og en ikke ringe malerisamling  formidler et glimrende billede af Hollands guldalder.

En helt anden side af hollandsk bykultur, ukendt i Danmark, er de alderdomsboliger, der som små ens rækkehuse omkring en have eller en gård danner stille, enklavelignende oaser midt i byens pulserende liv. "Hofjes" kaldes disse ofte flere hundrede år gamle stiftelser, som der er 35 af i Leiden. "Jean Pesijnhofje" overfor Pieterskerk kan ikke undgå at tiltrække den danske besøgendes opmærksomhed. En pyntelig pavillonlignende portbygning flankeres af to enkle sidepartier med valmtage. Det ser unægtelig ud som om inspirationen til Charlottenborgs tredelte østfløj er hentet herfra.

Jean Pesijnhofje

Det var jo hollandske tegninger Ulrik Frederik Gyldenløve bragte med sig hjem til sit nye palæ på Kongens Nytorv, og hollandske rødder havde også de to involverede arkitekter Evert Janssen og Lambert van Haven. Det noget dystre Charlottenborgs haveparti kan ikke betragtes på afstand i dag, men et maleri af Jacob Coning på Frederiksborg Museet viser, hvordan det tog sig ud i 1694, da Charlottenborg endnu havde sin park ned mod havnen. Den omtalte tredeling af en bygning må have været populær i datidens Holland, da man ser samme system i en lille men meget smuk udførelse på "Brouchovenhofje" fra 1640 på Papengracht i Leiden.

Leidens smukkeste kanal hedder "Rapenburg". Her findes i et tidligere nonnekloster byens berømte universitet,  hvor det siges at Peter den Store studerede botanik.  Overfor ligger "Rijksmuseum van Oudheden" med sine antike samlinger, og i nr.31 boede lægen, botanikeren og kemikeren Hermann Boerhave, som alverdens videnskabsmænd valfartede til.
Det lille "Thysania Bibliotek" på hjørnet af Groenhazen Gracht får én til at standse op. Skulle også hofkonditor Zieglers hus i København have sin forgænger i Leiden? Beliggenheden på et hjørne ved kanalen, den kun tre fag brede fassade med høje, lyse vinduer, og over indgangen forsiringer, der trækker blikket opad som volutterne på hofkonditorens bolig, alt dette formidler et indtryk af slående lighed. Et nærmere eftersyn afslører imidlertid også forskellene. Zieglers lille senbarokke hus på Nybrogade har sandstensfassade med kvaderpilastre igennem begge etager, på Thysania Biblioteket derimod er det kun første salen der prydes af ioniske pilastre på den teglstensrøde mur. Biblioteket  i Leiden blev bygget i 1655 af  Arent van´s Gravesande.  Slægtningen  i København, hofkonditorens  yndige  hus  overfor  Christiansborg,  opførtes i 1732,  fire år efter byens brand. Arkitekt var den  hollandskfødte Philip de Lange,  muligvis hjulpet  af den ligeledes nederlandske Felix Dusart.

Vor byvandring i Leiden er slut. Den oplivende fornemmelse enhver rejse skænker os ved synet af nye bybilleder, og her ved at se hvilken måde hollænderne har bygget og indrettet deres huse på, blander sig i Leiden med glæden over at have opdaget et slægtskab midt i det fremmede.
Herfra kom altså de strømninger, omend med års forsinkelse, der prægede Danmarks bygnings-
kultur omkring det 17.århundrede. Det er en pudsig tanke at enevældens Danmark søgte sine forbilleder i det borderlige, republikanske Holland. Siden er begge lande blevet konstitutionelle monarkier med rodfæstede demokratiske traditioner.
Hurtig bliver den rejsende ført tilbage til Schiphol lufthavnens myldrende trafik, netop indbegrebet 
af en nær forbindelse landene imellem. Men han fyldes med tilfredshed ved bevidstheden om, for en stund at være stået af ræset og til gengæld at have fået en for Danmark ikke uvæsentlig del af hollandsk kultur med hjem i bagagen.