Det var en dejlig Aften udenfor! Musiken klang så betydningsfuld bag de grønne Hække. Jeg tog mig en Gondol for  at  sejle  ned  ad  Elben hjem. Augustusbroen  spejlede sig i  Vandet,  og Dresden selv rejste sine Tårne og Kupler op i Luften; det var skyggebilleder på en gylden Grund.
Sådan  skrev  Danmarks store,  rejselystne eventyrdigter  H.C.Andersen i 1831,  dagen efter at han med den norske maler J.C.Dahl havde tilbragt en mindeværdig aften hos digteren Ludwig Tieck.
I rejsebogen "En digters bazar" af 1841 giver H.C.Andersen igen udtryk for sin kærlighed til Sachsens smukke hovedstad ved Elben:
Dresden ligger foran os i den tunge Luft, Nordtysklands Firenze! hvor Madonna, den jomfruelige moder står med Himmelbarnet på den svævende sky; Protestanten bøjer sig for det guddommelige i Kunsten! Dresden er en ven, man ikke gerne slipper, han har noget, hvad skal jeg kalde det, halv borgeligt, halv romantisk; hans have er Fjeldnaturen med Königstein og Bastei; hans Studerekammer Galleriet med de herlige Malerier; det nye Teater er en Billedbog, så broget og prægtig, med Guld og Snirkler; ja herinde er man selv midt i Billedbogen, man overvældes af den brogede Pragt!
Godt og vel 100 år senere blev Dresden på en enkel nat lagt i grus og aske. Og da der tilmed fulgte et regime, der  forhindrede sine  borger  i  at rejse ud  og gjorde det  besværligt  for andre at komme ind,  så følte ingen danskere længere trang til at følge i  H.C.Andersens fodspor. Dresden havde førhen ellers været et "must" på dannelsesrejsen sydover, som heller ikke Gustav Wieds Knagsted og Overclausen ville være foruden.
Et århundrede  før  H.C.Andersen  var en anden dansker draget  til  Dresden  for at dygtiggøre sig,  nemlig gartnersvenden Nikolaj Eigtved. Efter at være avanceret til kaptajn i det sachsiske ingeniørkorps, vendte han over Rom, Wien og München tilbage til København. Med sig bragte han kopitegninger og ideer, og da han tilmed fik indflydelse, kunne han omplante noget af den bygningskultur til København, som i Dresden for en stor del gik tabt hin frygtelige februarnat 1945.
Den sachsiske rokoko, som Eigtved bragte med hjem i bagagen, var ellers fransk i sin oprindelse. Helt frem til 1725  havde en festlig og svulstig barok været den foretrukne byggestil i Dresden, kulminerende i det berømte Zwinger, hvis første udgave af træ forøvrigt var blevet rejst i anledning af Frederik IV.´s besøg i 1709. Sachsens August den Stærke  og  Danmarks Frederik var jo fætre,  der  begge havde  Frederik III.  som bedstefar, og dermed Christian IV.  til oldefar.  Christian Firetals  sans for arkitektur  og byggelyst  må  være gået  i arv til oldebarnet August i Dresden. 
Hvad kunsten og arkitekturen angår, blæste nye vinde vestfra i August den Stærkes sidste regeringstid. Den franske arkitekt Zacharias Longuelune og ligeledes Nikolaj Eigtveds chef Jean de Bodt lancerede i Sachsen en elegant og distingveret arkitekturstil, hvis rødder skal søges hos Hardouin-Mansarts bygninger i Versailles og Paris.  I   Dresden blev Johann Christoph Knöffel  den toneangivende repræsentant for den  fransk-sachsiske rokoko. Hans navn er knyttet til de fleste væsentlige bygninger i Dresden mellem 1720 og 1750. 
Nikolaj Eigtved kan ikke have undgået at gøre Knöffels bekendtskab. De kopitegninger af Eigtveds hånd efter Knöffel,  som i dag befinder sig i København,  er alt for tydelige vidnesbyrd.  Mest bemærkelsesværdigt er Eigtveds tegning af det Japanske Palæ i Dresden.

Eigtveds kopitegning af det Japanske Palæ

Denne monumentale bygning ved Elben,  engang August den Stærkes  porcelænsslot  og nu  et et  etnologisk museum, kan den dag i dag beundres som den væsentligste eksponent for Dresdner rokokoen. Det Japanske Palæs fassader rummer alle de ingrediencer, der er typiske for denne fransk-sachsiske stil, som var på højeste mode i Dresden og som senere, takket være Nikolaj Eigtved, satte sit stempel på Frederikstaden i København. Abstraherer man fra omgivelserne og koncentrerer sig om at sammligne Amalienborg palæernes midtrisalitter med det tilsvarende midterparti på det Japanske Palæs front mod Elben, så vil man konstatere, at de er næsten identiske.
 

_________
                       Amalienborg                                         Det Japanske Palæ

Det femdelte  fassadeskema er  ligeledes beslægtet.  Alle steder møder vi en dominerende  midtrisalit og fremhævede sidepartier. Også etageinddelingenen den samme:  Stueetagen som bosseret sokkel, derpå beletagen med høje vinduer, og ovenover en lav mezzanin.

Brockdorfs Palæ på Amalienborg

Særlig  typisk for  Knöffel i Dresden og  Eigtved i København er det  fine stregrelief i form af lisener,  der giver fassaden struktur. Eigtved satte oven i købet sin personlige note på, idet han anbragte små hjørner ved lisenernes øverste afslutning. Disse ørelisener skulle i mange år fremover blive et kendetegn i den danske arkitektur. Vi ser dem  ikke  kun på  palæerne i  København,  men genfinder dem også på borgerhuse i Hellerup,  i Helsingør og andre steder. 
I  en  mere  afdæmpet  form  møder vi  det  femdelte  fassadeskema  også  på Odd Fellow Palæet  samt  på Lindencrones Palæ i Bredgade. Om det sidste skriver kunsthistorikeren Knud Voss:
Mere end nogen anden bygning i byen minder den om sachsisk arkitektur, og da det gamle borgerlige Dresden ikke længere eksisterer, er dette eksteriør noget af en førstehåndskilde af international format om karakteren i det augustæiske bygningsmilieu, hvori den unge Eigtved havde levet og studeret. Det er som et monument, sat af bygmesteren, over en kultur, hvis formidable kvaliteter var blevet en bestandig del af hans personlighed.
Gå en gang ned ad Bredgade til Marmorkirken og vend blikket mod Amalienborg og havnen! Indgangen til den korte Frederiksgade  er på  begge  hjørner flankeret af to  imponerende, identiske palæer,  som J.G.Rosenberg byggede for greverne  Bernsdorff  og  Dehn.  Bredgades ringe  bredte gør  det umuligt  at  danne  sig  et samlet indtryk. Men begge palæer virker næsten som to (lidt plumpe) kopier af det Japanske Palæ i Dresden. Begge har den  samme  etageinddeling og den  samme klassiske,  femdelte  fassade  med  dominerende  midtparti og fremhævede sidepavilloner. 

Dehns Palæ i Bredgade

Lidt  længere ned ad  Bredgade møder vi i Frederikshospitalets midtbygninger  endnu  engang  Nikolaj Eigtveds distingverede Fassadekunst i slægt med Knöffels i Dresden. Personlig bliver jeg ved synet af Frederikshospitalet (Kunstindustrimuseet) altid mindet om  Knöffels Kurländer Palæ i  Dresden,  som i  skrivende stund endnu står som ruin, men som  venter på snarlig genrejsning.
Eigtveds  sidste  projekt var  Frederikskirken.  Han havde fulgt opførelsen af  Frauenkirche i Dresden,  hvis grundrids han lavede en kopitegning af,  og han havde studeret  Juvarras kirkeprojekter i Rom.  Ser man på Eigtveds første udkast til Frederikskirken, så minder udformningen af lanternen på kuplen om Kronentor ved Zwinger i Dresden, og kampanilerne bringer Frauenkirches små tårne i erindring. Havde Eigtved kunnet fuldføre sit projekt, så var det indre kirkerum heller ikke blevet ulig Frauenkirches i Dresden. Sådan kom det ikke til at gå. Først mere end 100 år senere gav Ferdinand Meldahl Marmorkirken dens nuværende skikkelse. I sin bog om Frederikskirken skriver han om Nikolaj Eigtved:
Den Lisenarkitektur, som var indført i Dresden, og som blev Mode i Frankrig, har Eigtved stadig holdt fast; tilligemed de tilhørende Former for Søjler og Kapitæler, Vinduer og Dekoration, og hans senere Arbejder bærer Vidnesbyrd om, at Roms og Dresdens Barok- og Rokokoformer samtidig var gået således over i Blodet på ham, at han aldrig har glemt dem.
Fører din  egen vej til  Dresden,  så  lad dig  imponere af  Frauenkirches  genopbygning,  kast  også et blik på Kurländer Palæs fassade, som ligger lige i nærheden, og gå en tur over Elben til det Japanske Palæ. Det er først og fremmest palæets front ud mod Elben, der har været til inspiration for arkitekturen i København.
Som en  akse fra  palæets  hovedfront udgår den snorlige Königstrasse,  der modsat så meget andet i Dresden ikke blev ødelagt under krigen, men til gengæld forfaldt forfærdeligt i DDR-tiden. Gaden er nu blevet smukt restaureret og lokker med elegante forretninger. Faktisk har også Königstrasse været et forbillede for Nikolaj Eigtved. Gaden blev anlagt efter meget strenge kunstneriske principer og byggeregulativer mens Eigtved opholdt sig i Dresden. Da han selv senere fik ansvaret for anlæggelsen af Frederikstaden i København, opstillede han de samme stramme retningslinier ved opførelsen af husene i Amaliegade.
Således  kan  danskeren i  Dresden  begive sig  på  sporet af de  inspirationskilder,  der har sat deres præg på syttenhundredtallets København, mens dresdneren i den danske hovedstad vil genfinde nogle af de værdier, der for altid er gået tabt i hans hjemby.

Bernado Bellotto  "Dresden"  1748
Udsnit: Augustusbroen og det Japanske Palæ